Jeg vil gerne dele noget vigtigt med dig. Noget virkelig sårbart.

De seneste uger har jeg været lidt stille. Været kaldet til et indre stykke arbejde, som var og er nødvendigt netop nu.

For nogle uger siden fik jeg besøg af en gammel bekendt, som ind imellem stadig dukker op. Som nogle gange betragter mig lidt fra afstand; andre gange kommer helt op til min dør og trænger sig inden for. Det er Frk. Stress, jeg taler om.

Denne gang har hun givet mig anledning til at gå ind i at arbejde med balancen mellem nydelse og knokkel. Med en dybtliggende programmering og 42 års effektiv træning i at skulle knokle, yde, præstere for at være dygtig nok, god nok – ja, så kræver det lidt af et stykke arbejde at lære, at det er ok også at nyde. Uden at være doven og uden at det hele falder fra hinanden af den grund.

Nej, ikke bare ok, men faktisk en grundforudsætning. En menneskeret. En nødvendighed fordi det i virkeligheden er meget lettere at skabe og at bidrage til verden ud fra denne lette, lyse og kærlige energi. Det er i hvert fald det, min sjæl svarer, når jeg spørger den om, hvad den mener om nydelse. Mit ego mener jo tydeligvis noget andet; at jeg er nødt til at knokle for at være noget værd. Ret polariseret, faktisk. Kan føles lidt som en krig, hvor det er svært at mødes på midten og finde kompromiset. Balancen.

I denne weekend har jeg været ude at vandre på Hærvejen. 75 km og to hele dage i mit aldeles eget selskab. I total pagt med vores storslåede natur på strækket mellem Hirtshals og Blokhus. I absolut kontakt med mit åndedræt og mine sanser. Og i selskab med alle de følelser, der dukker op under en sådan fysisk og mental kraftpræstation.

Som så ofte før blev naturen – og det, der opstår, når jeg opholder mig der i længere tid – en vigtig læremester. I løbet af de to dage begyndte jeg lige så stille at få øje på NUANCERNE mellem de to poler (nydelse og knokkel). Sideløbende og samtidig med følelser af usikkerhed ift. at finde vej; let panik over at skulle krydse vand, klatre på sten og finde vej gennem en sandfygning; frustration over lange mindre spændende stræk på asfaltveje; og tiltagende muskelsmerter, ømme fødder og en voksende vabel – så var jeg konstant i kontakt med følelser og tilstande af nydelse, lykke, taknemmelighed, frihed, stolthed, power og mod. Og størst af alt dybt berørt af guddommelig kærlighed fra naturen og af at været forbundet med denne smukke energi.

Se, det var da en læring, der var værd at tage med hjem. Og som så ofte før: Når nye indsigter lander, så starter arbejdet for alvor med AT LEVE disse indsigter, så de ikke bare forbliver teori i den skuffe i hjernen, der hedder ”Personlig udvikling”.

Det er sårbart for mig at dele disse indsigter, men jeg gør det alligevel, fordi jeg vil vædde med, at mange af jer derude kan genkende dette tema med, at ”man skal yde, før man kan nyde”, og jeg synes, det er vigtigt, at vi får taget livtag med denne fejlagtige indstilling. Den kommer fra en anden tid. En epoke, Jorden og vi som menneskehed er på vej ud af. Vi er på vej ind i en ny tid, der kalder på selvkærlighed. Vi er på vej ind i en tid, hvor vi ikke længere kan undsige os selvkærligheden. Selvkærlighed er ikke belønningen efter en hård dags arbejde. Selvkærlighed er selve forudsætningen for at kunne bidrage og skabe med lethed, glæde og flow. Og sådan er det.

Fra hjertet
Gitte